Men de markante temaer, som kunne ramme og berøre lytterne, var en mangelvare. Passionen kom ikke op til overfladen. Pianisten Michel Camilo har gennem en årrække været en skattet gæst på disse breddegrader. Han har opbygget en større fanskare, og at dømme efter fremmødet i Symfonisk Sal denne aften, kommer der stadig nye til.
Camilos karriere er ganske enestående. Fra opvæksten i Den Dominikanske Republik, hvor han som 16-årig blev medlem af det nationale symfoniorkester, over karrieren som jazzpianist og kapelmester – med flere Grammyer i bæltet (senest i 2004 med Best Latin Jazz Album ”Live at The Blue Note”) til solistoptræden med symfoniorkestre verden over.
 | | Ud over stepperne gik det, og indimellem de ekvilibristiske udfoldelser ved pianoet tog en storsmilende Michel Camilo imod den bragende applaus fra publikum. |
Camilo bevæger sig som en fisk i vandet, hvad enten der spilles Gershwin med Los Angeles Symphony Orchestra i The Hollywood Bowl eller latinamerikansk jazz på klubber og festivaler over det meste af verden.
Michel Camilo kommer til Århus med sin faste trio med de to cubanske musikere Charles Flores og Dafnis Prieto. Forventningerne til koncerten er store: Både til pianistisk artisteri på højest tænkelige niveau, men også til klangen i Symfonisk Sal, da det så vidt vides vil være den første koncert med jazztrio i den smukke og til klassisk musik yderst velklingende sal, som blev indviet i Festugen sidste år.
Undertegnede lod sig i minutterne før showtime betage af det kinesiske æskesystem, der her afventende stod til rådighed for aftenens musiceren, og forhåbentlig da også til publikums fornøjelse: Det ypperste instrument, et Steinway gjort af det ædleste træ og den største håndværksmæssige formåen placeret på scenen i denne sal, som er beklædt ligeledes med de ypperste materialer. Med andre ord er her altså i al sin enkelhed tale om en æske i en æske. Hvordan kan det nu komme til at klinge?
Det får vi straks svar på, for her entrer Camilo og Co. nu scenen til bragende applaus, endnu før en tone har lydt! Camilo indleder solo med en stille og enkel ballade. Klangen i salen fremstår umiddelbart krystalklar, måske med rigelig efterklang, men det synes som om pianisten har styr på dette. Bas og trommer falder ind, og der skiftes til en suverænt swingende 12 takters blues, som Ray Charles kunne have spillet den. Enkle skift mellem ”klodserne”, og så ellers ud over stepperne.
Det er bare dejligt, men så enkelt må det ikke fortsætte – ikke hos Camilo. Så her bygges til med mere og mere komplekse forløb, tempoet skrues op, og tonerne formelig vælter ud over scenekanten. Mere og mere ekvilibristisk indtil den abrupte opbremsning, der prompte følges op med vild applaus fra publikum. En storsmilende Camilo rejser sig, takker og fortæller, at trioen i aften fortrinsvis vil spille numre fra deres seneste indspilning ”Spirit of the Moment”.
| |  | De to cubanske medmusikere ydede et kompetent bidrag til den velsmurte jazzmaskine, men manglede klare temaer at arbejde og bevæge tilhørerne med. |
En passende overskrift til aftenens musiceren – ”i øjeblikkets ånd”. Det er her, vi er, lige nu. Sammen med Camilo og dennes tro svende. Den velsmurte jazzmaskine er sat i gear, stormen er blusset op, og nu kan det kun gå én vej: Hurtigere og hurtigere fremad. Kun afbrudt af et par romantiske ballader, så publikum lige kan tørre sveden af panden.
Hvad pokker var det, der skete, spørger man sig selv om, efter godt og vel en halvanden times tid? Jo, her var momenter af stor teknisk kunnen, tøjlet nervøs energi, præcision , gearskift og opbremsninger.
Der savnedes imidlertid markante temaer, som musikerne kunne sætte tænderne i, bearbejde og skabe udtryk, som kunne ramme og berøre lytterne. Passionen, som utvivlsomt er til stede, kom ikke op til overfladen. Fremstod i så fald kun som prætention midt i al den overvældende tekniske kunnen. Musikken savnede simpelthen plads til at trække vejret, mens det gik over stok og sten.
Så var det ovre. Men publikum ville have mere, og med stående ovationer lykkedes det at kalde trioen tilbage til et ekstranummer af samme skuffe.
PS: Den klare og veldefinerede lyd brændte desværre mere eller mindre sammen i løbet af koncerten, efterhånden som der kom mere og mere damp på maskinerne. Hvor kunne det have været spændende at opleve trioen helt akustisk, og ikke, som det var tilfældet, med forstærkning. Var det virkelig nødvendigt?
Om det kinesiske æskesystem bestod sin prøve, fik vi altså ikke svar på denne gang.
|
