AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Hele byen swinger med

Hele byen swinger med

30/6/2023 | Forfatter: Aarhus Jazz Festival


Man kan opleve fantastisk jazz over hele byen både ude og inde under Aarhus Jazz Festival. Det meste foregår i midtbyen med gåafstand mellem koncerterne, men du kan også finde jazz i andre dele af byen, for eksempel hos Bazarjazz i Gellerup eller Aarhus Hostel i Hasselager.


Lørdag åbner vi med en festlig street parade gennem byens gader. Om eftermiddagen kan du nyde udsigten fra Salling ROOFTOP til tonerne af lækker jazz. Her er der gratis koncert hver dag under festivalen fra kl. 13, hvor Peter Vuust får selskab af en lang række musikere, blandt andre vinderen af Aarhus Jazz Talent Pris 2022, vibrafonisten Viktoria Søndergaard.

I området ved havnen kan du, ud over at lytte til jazz på nogle af de små hyggelige beværtninger, også løse billet og stævne ud med Jazz Boat på en sejltur med livejazz hver aften undtagen mandag. Skibet lægger fra kaj og sejler en aftenhavnerundfart omkring Aarhus Ø og om forbi den gamle fiskerihavn. På pladser og stræder kan du høre jazzmusik fra de mange caféer, som er en del af festivalen. På Klostertorvet er der gang i det store jazzsetup hele ugen, og her er det hele gratis. Søndag kan du blandt meget andet opleve Mike Bogart fra Tower of Power sammen med trompetist Jesper Riis og fire andre musikere. Hele Tower of Power kan opleves indenfor i Musikhuset mandag.

Fra onsdag åbner Musikhuset og Aarhus Jazz Orchestra græsplænen og glasdørene op til Musikhuset Swinger for anden gang. Udover entrékoncerter med for eksempel Pat Metheny og Curtis Stigers, byder det omfattende gratis program på fire aftenkoncerter med Aarhus Jazz Orchestra og gæstedirigenten Dennis Mackrel. Her hylder de legenden Thad Jones, som i år ville være fyldt 100 år. Derudover er der børnejazz, Michael Vestbo Trio, Blood Sweat Drum + Bass, Danish Youth Jazz Orchestra, Anna Roemer og meget mere. Der er også hyggearrangementer som Strik & Jazz og en jazzet koncert på Rådhusklokkerne.

Gå selv på opdagelse i det store program med mere end 350 koncerter



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C