Turkis-drømme i pink lys

15/7/2024 | Forfatter: Hannah Withen Hejl | Fotograf: Katharina Ya
Caktus x Ojkos, turkis 14/07/2024

Se fotogalleri fra koncerten

Publikum blev sendt til drømmeland til koncerten med norsk-danske Caktus x Ojkos. Orkestret skabte sammen med spillestedet Turkis rum til, at publikum kunne lade sig flyde med musikken.

Jeg er på spillestedet Turkis. Det er søndag. Klokken er snart 16. Om lidt begynder Caktus x Ojkos at spille. Der er mange mennesker i publikum. Dem ved siden af mig i publikum, kan ikke finde ud af, hvor de skal sætte sig, så jeg tilbyder dem min plads, så de kan sidde flere samme sted, og rykker lidt længere ind, hvor jeg sidder. De takker ja, og gentager for dem selv, at det da er nogle alternative pladser.

Vi sidder højt hævet over jorden, og kan læne os op ad væggen, lade vores ben ligge fremstrakte foran os. Der er et hav af puder, og lyskæder i loftet. Lyset er pink. Jeg overhører nogen i publikum tale om, at det der bliver spillet i dag, er lidt “orkester-agtigt”. De har talt med en af musikerne. Jeg ser op på scenen. Der står stillet mange instrumenter frem. Musikerne stiller sig bag hvert deres instrument, og vi bliver af saxofonist og komponist Maria Dybbroe, introduceret for, hvad vi er kommet for at høre: bandet Caktus i en udvidet besætning med Oslo Jazzkomponisters Orkester. Vi vil komme til at høre nyskrevet musik med nye klange, men også velkendte gamle kompositioner. 

Musikken begynder at spille, og jeg ser for mig: en solopgang på en savanne. Det pink lys fra rummet glider ind i billedet. Det er drømmende, ømt. Alle sidder helt stille. Alle ser så fortryllede ud. Billedet tilføres drama. Jeg forestiller mig en afsked, stadig på savannen. Det er drømme-musik.

Imellem billederne får vi en introduktion til næste nummer. Et af dem hedder Kalvøya. “Det er lidt et rocknummer, men også poetisk”, siger Dybbroe. Det er en afspejling af noget natur lidt uden for Oslo. Det er forunderligt, hvordan musik som denne skrives. En trompet lyder på et tidspunkt i nummeret, som et primalskrig, og lyder kort efter som en fanfare. Instrumenterne mødes og tager afsked med hinanden på skift. Hovederne i publikum ryster frem og tilbage. Dirigenten danser med hele sin krop. Musikken gør mig døsig. Jeg tænker over, hvilke rum koncerter skaber - og hvilken betydning et rum kan have for en koncert. Nogen ved siden af mig drikker tyrkisk te, nogle giver hinanden massage, nogle holder i hånd.

Jeg lukker mine øjne, og ser flere billeder fra musikken, mens Dybbroe bl.a. synger “glem da dine venner - glem da det der var”. Der var et længere guitarspil af Arne Martin Nubo før hendes sang. Med lukkede øjne bliver tonerne mere tydelige for mig, alle klangfarverne. Da jeg åbner mine øjne igen, ser jeg en mor stå og danse, mens hun bærer sit barn. To har lagt sig på gulvet med lukkede øjne. Musikken stopper aldrig helt, alt går videre i et næste.