Aarhus blev forkælet med funk, fusion, fart og feel - jazz is for real

16/7/2024 | Forfatter: Kaspar Rochholz
Aarhus Jazz Orchestra feat. Randy Brecker, Musikhuset Aarhus 16/07/2024

Se fotogalleri fra koncerten

I anledning af det berømte brødrepar, Michael og Randy Breckers, 50-årige samarbejde har Aarhus Jazz Orkester givet Aarhus og det jazzelskende folk en gave i form af en højpotent hyldest til The Brecker Brothers

Rytmegruppen med trommer, kontrabas, guitar, klaver og perc drev koncerten frem og gjorde det muligt for stjernen og trompetisten Randy Brecker at vise, hvordan teknik og overskud kan gå op i en højere enhed i flow, improvisation og samspil. I et hæsblæsende tempo i første sæt, der kun tillader de dygtigste at følge med, blev publikum vidne til en aften fyldt med energi og musikalitet. Der var plads og overskud til at fingre, embouchure, læber og mellemgulv kunne fremtrylle soloer, indsatser og svingende riffs, som fik selv det mest tonedøve ben til at bevæge sig. Alt sammen med sikker hånd og sikre indsatser dirigeret af Nikolaj Bøgelund

Jeg er selv vokset op i Aarhus og er tit kommet forbi Ridehuset og senere i foyeren i Musikhuset til de altid fyldte koncerter. Her kan alle med interesse for jazzmusik eller blot lyst til at snuse se, hvad de underlige rytmer og tonearter kan. Det har altid været kendetegnende, at der med lune og overskud har været besnærende at kunne komme og være sammen om det, som Aarhus også er ...en jazzby. Jeg synes, det er overskud på kontoen at give alle mulighed for at lytte med og forstå, hvad jazz er og kan.

På vej ud af foyeren, med en let ringen for ørerne og løftet humør, til duften af den nyfaldne regn, siger min sidemand: “Det er ikke hørt bedre længe.” Det skal jeg ikke kunne bedømme, for selvom jeg ikke er vokset op med fusion og funk, men er barn af 1970’erne, som er den tid Brecker Brothers opstod i, så kendte jeg ikke til traditionen og genren. Men det gjorde det endnu mere interessant at gå ind til. Jeg havde måske nok en forestilling om et halvt psykedelisk film-soundtrack. Men den blev gjort til skamme.

Fusion er en sammenblanding af flere forskellige genrer og pakket ind med de rigtige musikere og arrangementer, bliver det interessant, fedt og groovy. Men det kan også til tider være svært at lytte til, da det er karakteriseret ved teknisk sublimitet og - omend også - ensformighed for det utrænede øre, da det til tider er den samme funkede rytme og fornemmelse, der hamrer derudaf.

Der var mange rigtig gode numre, soloer, improvisationer og indsatser. Men for mig står to numre i første sæt stærkest efter koncerten. “Levitate,” en ballade med Randy Brecker som solist, der på utroligt smuk vis bandt tingene sammen. Og afslutningsnummeret i første sæt, “Some Skunk Funk,” med Randy Brecker og Michael Bladt som solister. Her bygges koncerten op og når klimaks på forrygende vis. Det nummer ville jeg have sluttet med i andet sæt, men der skal jo også opbygges suspense til andet sæt og fastholde publikums opmærksomhed.

Til gengæld var andet sæt mere roligt og melodisk og gav plads til, at flere instrumenter kunne komme til orde som solister, eksempelvis barytonsaxofonen, percussion, trommer, bas og trækbasunen. Åbningen på andet sæt var spændende med Michael Breckers nummer “Suspone” fra albummet “Don’t Try This at Home.” Mick Sterns (guitarist) guitarsolo fra den originale indspilning var lagt ind i saxofongruppen. Det virkede godt og nyskabende for mig. Det er uretfærdigt at sige, at “Some Skunk Funk” var det bedste af numrene, for andetsidste nummer viste både Cæsar og Randy Brecker, hvad de virkelig er gjort af. Uden at det blev totalt teknikræs, blev det alligevel slået fast med syvtommersøm, hvordan en trompet og tenorsax skal håndteres.

For mig var første sæt det mest besnærende med utrolig meget energi og progression fra start til slut. Andet sæt er mere kendetegnet ved et groove med tid til, at flere instrumenter kom til bordet.

Jeg synes, du skal give dig selv muligheden for at gå tilbage i tiden, hvis du er derfra, eller genopleve, hvordan musikken opstod i 1970’erne og frem. Som genre og i sig selv er det en oplevelse at høre, hvordan Randy Brecker, der er 78 år, håndterer sin trompet.

Trompet refleksion:

Randy Brecker spiller på trompet, og man må spørge sig selv: Kan en trompet noget, siden den er så berømt….? Grundlæggende har en trompetist jo kun tre ventiler, et mundstykke, lidt metal og masser af luft, jo masser af luft til at fremtrylle toner og udtryk. Saxofonisten har jo langt flere knapper og mere metal, mens trombonen og trækbasunen har meget mere metal. Så kan trompeten noget specielt? Ja, det kan den, men det kræver flid, øvelse og talent at mestre den som de andre instrumenter.

Trompeten kan lave meget sikre og præcise indsatser og nå utrolige højder i registeret, hvis trompetisten mestrer det. Sammen med flygelhornet skaber de smukke og unikke toner. Jeg har altid været tiltrukket af saxofonen, men er lidt jaloux på trompeten. Den er markant, fornem og stringent, mens saxofonen er sexet, tilbagelænet og har en fed lyd. I Big Bandet er det at male med en bred pensel, når saxofonerne sætter ind, men det er trompeterne, der driver værket frem.

Randy Brecker er trompetist, og jeg synes, at en trompet i hånden på ham udnytter trompetens egenskaber, da det jeg hører er præcision, styrke og overskud til at vise, hvad man kan med så lidt metal og ventil. Her er teknik og musikalitet en forudsætning for få tingene og fingrene til at spille sammen med den pumpende kontrabas og de insisterende tunge trommer og guitar riffs og resten af bandet.

Sætliste:

1 sæt

• Green Rain Solist: Bladt/Søberg

• First Tune of the Set: Solist Randy/Johan/Thor

• Straphangin’ Solist: Randy/Cesar

• Freefall: Solist Mads-Søberg-KaO/Randy/John

• Levitate Solist; Randy

• Some Skunkfunk Solist: Bladt/Randy.

2 sæt

• Suspone Solist: Thor/Tobias/Frederik

• Song For Barry Solist: Randy/Stefan/Thor

• African Skies Solist: Randy/Olsen