13. - 20. juli 2024
The Queen was here
12/7/2023 |
Forfatter: Ole Bisbjerg | Fotograf: Jørgen Nielsen
Margaux Oswald/Lotte Anker, Det 3. Rum 12/07/2023
På den tredje festivalaften i Det 3. Rum kom dronningen af free jazz Lotte Anker forbi. Saxofonisten og komponisten gav sammen med pianisten Margaux Oswald en times koncert – en tour de force i moderne free jazz.
Der var stort set fuldt hus på denne tredje aften i Alt_R_Jazz-festivalen i Frontløbernes spillested Det 3. Rum i Jægergårdsgade. Sådan har det været hver aften, fortalte en af arrangørerne Mette Marie Ørnstrup. Jeg vender tilbage til festivalen lidt senere.
Aftenens hovednavn, soxofonisten og komponisten Lotte Anker, var på plakaten med den canadiske pianist Margaux Oswald. Lotte Anker, der fortjent modtog Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 2022. På tide kunne man sige, for Lotte Anker har om nogen været bannerfører for udviklingen af free jazz både i Danmark og internationalt.
Hvordan skal man beskrive musik af denne type? Det er næsten umuligt, for den opleves allerbedst live som denne aften i Jægergaardsgade. I Margaux Oswald har Lotte Anker fundet en ligeværdig partner, der kan udfordre og deltage uden problemer i Lotte Ankers enorme musikunivers.
Musikken er ekstrem ekspressiv, og musikerne presser uden tekniske udfordringer deres instrumenters grænser til det yderste. Der er tone clusters, blokakkorder, atonale toneranker, vanvittige tempi, hvisken og råb. Det er krævende musik, men også givende, hvis man åbner sit sind for at kunne modtage musikken og lydene.
De to musikere spillede to lange numre og ét kort, inden den intense oplevelse var forbi. Publikum var med god grund ellevilde, for sjældent oplever man free jazz på dette allerhøjeste niveau.
Festivalen Alt_R_Jazz har i år været en meget stor succes med fulde huse hver aften, fortalte en af arrangørerne Mette Marie Ørnstrup. Det var kommet lidt bag på dem, for festivalens profil er den eksperimenterende musik. En af årsagerne til de flotte besøgstal kan være, at arrangørerne har bedt musikerne være med til at markedsføre koncerterne i deres egne netværk og så selvfølgelig, at man i år har haft et fornuftigt budget til blandt andet at kunne annoncere. Mette Marie Ørnstrup forsikrede, at der også i 2024 vil være Alt_R_Jazz i Jægergårdsgade.
En stor cadeau til arrangørerne, der arbejder benhårdt på at få anderledes og dejligt udfordrende musikoplevelser til Aarhus. Tusind tak skal I have, vi ses i 2024.
---
Dette er et indlæg fra vores JazzLive-blog festivalmagasin
Under hele festivalen kan du på vores festivalmagasin se tekst og billeder fra de forskellige koncerter og events. En gruppe frivillige skribenter og fotografer giver dig mulighed for at følge med i alt det spændende, der foregår, når byen fyldes af sprøde jazztoner fra de mange spillesteder.
Blogindlægget er et udtryk for skribentens personlige mening og oplevelser.
Our festival magazine blog posts are only in Danish.
Se flere reportager her >
Flere fotogallerier her >